Jan Gintberg

Jan Gintberg

Jan Gintberg debuterede som stand-up-komiker i 1992, og fik sit folkelige gennembrud fem år senere med sine berømte taler til nationen i kultprogrammet, Tæskeholdet på P3. Siden da er det lykkedes Gintberg at skabe trængsel ved billetlugerne, som en af landets bedste og mest ivrigt turnerende stand-up-komikere.


Han var den første af de nye komikere der tog standuppen fra de mindre klubber til de større teaterscener med showet “Det ligger i Generne”, der blev stærkt anmelderrost ligesom hans efterfølgende shows.


Derudover har Jan slået sine folder som vært og redaktør på en række samfundssatiriske tv-programmer på DR og TV2, herunder Gintberg Showoff, Vindhætterne, Var det dét? samt det dagsaktuelle satireprogram Gintbergs Store Aften, som havde helt absurd høje seertal … i hvert fald på Zulu! Jan har tidligere været holdkaptajn og vært på den ugeaktuelle satirequiz “Ugen der gak”.


Jan været hovedpersonen i en lang række andre tv programmer og serier herunder rejseprogrammet “Eventyrerne”, “Gintberg Går Banzai i Japan” og underholdningsprogrammet ”Er du klogere end en 10-årig” på TV3. Som forfatter har Jan Gintberg bl.a. skrevet satiriske klummer til adskillige aviser og i flere omgange været fast TV anmelder på Ekstrabladet.


Han har udgivet to bøger på forlaget Gyldendal: DysFunktionel Far og Gintbergs Verden. Som lidt ekstra bonus-info, bør det nævnes, at Jan har været au-pair pige i San Francisco, dør til dør sælger af olie-malerier, og at han er uddannet landmand OG tilmed har en bachelor i jordbrugsøkonomi fra Veterinær og Landbohøjskolen på Frederiksberg – et ekstravagant og glamourøst karriereforløb, som han dog forlod til fordel for et hårdt arbejdende liv som freelance stand-up-komiker.


Jan har for tiden stor succes med programrækken Gintberg på Kanten på DR1, der på favnende satirisk vis rejser rundt i landets og rigsfælleskabets udkanter og lukkede samfund for at tage den selvironiske puls på de ellers så problem-udråbte steder!